Ishøj Kommune har 13 offentlige legepladser, som henvender sig til børn i forskellige aldre. Legepladserne er indrettet, så risikoen for ulykker mindskes, samtidig med at de er inspirerende, udfordrende og fantasifulde. Det skal være trygt, sikkert og lærerigt at anvende Ishøjs legepladser.
Herunder kan du læse beskrivelser af tre af Ishøjs legepladser.
En herlig naturlegeplads for alle, hvor der er mulighed for at klatre, kravle, hænge, løbe og se på de mange dyr, som parken huser. Man kan f.eks. se marskfår, dværggeder, landracegeder og skotsk højlandskvæg. Parkens dyrepassere kommer gerne og fortæller om dyrene og deres verden. Der står desuden borde i området, så der er mulighed for at medbringe sin egen madpakke og spise den i det fri.
Søhesten ligger ved Ishøj Havn og er en interaktiv vandlegeplads med maritimt tema. Her lægger en stor hval ryg til en interaktiv leg, hvor det gælder om at være hurtigst til at aktivere sensorerne. Det tabende hold risikerer vandsprøjt fra hvalens åndehul, og der er garanti for underholdning.
En unik tematiseret legeplads, som er specielt designet til Tranebakken i Ishøj. Her findes blandt andet en fin bagerbutik med røg ud af skorstenen, som indbyder til rolleleg samt et udsigtstårn, hvor man kan kigge ud over markerne. Legepladsen er desuden udstyret med en balancebom, et klartesystem, en gangbro og andre sjove faciliteter.